Hej Tonny.
Hos Glostrup Trolling Klub har vi sidste år gjort det til lidt af et ”projekt”, at finde de flade i Køge Bugt, og jeg må sige, at det lykkedes. Vi har fanget rigtigt mange fine skrubber og rødspætter i den nordlige del, primært ud for Hundige Havn og lidt sydover mod Mosede, alt sammen på mellem 5 og 10 meter vand.
I september måned sidste år afholdt vi en fladfiskekonkurrence med deltagelse af ca. 20 både (også en del fra SSK), og der blev indvejet omkring 350 fladfisk, med de største på lidt over kiloet. Vi afholder et lignende arrangement igen i år. Se på
www.glostruptrollingklub.dk
Skrubber og rødspætter i Køge Bugt fanges på hele skalrejer. Lad gulp, børsteorm, sandorm, og hvad man ellers kan finde på, blive hjemme. Det er skalrejerne der dur, og det er umiddelbart ligegyldigt om det er på et gammeldaws fladfisketackle, eller det er poppet op med spinnerblade, perler og lignende. Jeg har fisket med flere forskellige tackler, og kan ikke se nogen forskel på fangsterne.
Vi har været ude på et par fladfisketure her i sommer, og med 6 skrubber som det bedste resultat, må jeg nok erkende, at fiskeriet lige nu ikke er prangende. Jeg tror vi skal vente en måned eller to, så skal der nok komme fladfisk i båden igen..
Pighvar er en anden snak. Det er rigtigt, at fritidsfiskerne tager en hel del i deres net, men vi har endnu tilgode at fiske målrettet efter dem. Derfor er der heller ingen i klubben, som har præsteret at fange en pighvar endnu. Jeg er dog ikke i tvivl om, at en del af bådene vil forsøge sig med pighvarrerne lidt senere på året.
”Team Hejren”
Glostruptrollingklub.dk