Her ved udgangen af 2025 har vi evalueret på året der er gået og tænkt forskellige tiltag til ændringer i arrangementer i klubben.
Dette betyder flere forandringer i 2026.
Klubmesterskab
En af de store forandringer bliver, at vi lægger klubmesterskab på hylden som vi kender det nu.
Vi har set tilbage på de sidste år, hvor vi har kæmpet med lav deltagelse til vores klubmesterskaber. Vi har haft det oppe og vende hvert år til dialogaften, vi har ændret på ting efter ønsker fra medlemmer – men lige lidt har det hjulpet. Der møder simpelthen for få op til vores klubmesterskaber.
Lidt statistik på de seneste 3 år har vist, at deltagerantallet ligger ret stabilt på 13 deltagere (personer, ikke både) i gennemsnit pr. afholdt klubmesterskab. Så trods forskellige tiltag og ideer fra medlemmer, har vi ikke kunne øge deltagerantallet set over de seneste 3 år. Det synes vi er rigtig ærgerligt i forhold til det arbejde, der bliver lagt i at arrangere konkurrencerne.
I 2026 vil vi derfor fokusere mindre på konkurrence, da det lader til, at det ikke ligger højt prioriteret hos vores medlemmer. Måske en følgevirkning af, at en del fiskeri er blevet sværere og de restriktioner der er kommet på fiskeriet.
Vi vil i stedet for øge fokus på fællesskabet og forsøge os med nogle ture, som kan lidt af det hele. Man kan se det som en form for ”udvidet” familietur” med en endagskonkurrence – for dem som har lyst. Dem som ikke har lyst til at konkurrere, har så mulighed for at hygge og sejle/fiske, som de har lyst til.
Havnene vil derfor også blive prioriteret efter gode lokationer – og ikke kun efter hvor bestemte arter af fisk kan fanges, for at passe ind i en konkurrence.
Det kan f.eks. være en hyggelig havn (som vi måske ikke ville besøge til en decideret konkurrence) og konkurrencen for turen kan variere efter hvor vi er. Det behøver ikke nødvendigvis at være efter af fange størst. Det kan også være at fange den ”sjoveste” fisk eller noget helt andet.
Vi håber at kunne finde nogle havne, hvor vi måske også har mulighed for at leje noget sejlerstue og lign. så vi ikke skal slæbe den store trailer hele Sjælland rundt (da arrangørerne ikke kan have båd og trailer med på samme tid).
Man kan således deltage i disse weekender uden at det skal være en konkurrence, men bare være med på sit eget niveau i fællesskabet og hyggen – og stå klar til at se hvad dem der vil konkurrencen bringer med ind.
Familieture
Vi vil stadig lade det være åbent for dem som har lyst til at arrangere en familietur – og dem som byder ind, får lov at sætte rammerne for turen. Der er allerede budt ind på en tur i 2026 – så det glæder vi os til at høre mere om.
Foredrag
Vi lægger os hele tiden i selen for at lave nogle gode foredrag. Men også her kæmper vi desværre med lidt lav deltagelse (noget som er kommet efter corona – håber folk får lyst til at møde op i fællesskabet i klubhuset igen). Vi ser derfor også i nye retninger omkring emner til foredrag – og at det måske ikke behøver at handle direkte om fiskeriet/hvordan fanger man en fisk, som vi førhen har haft en del fokus på. Der vil komme andre spændende emner – som selvfølgelig er relateret til vores interesse for havet og at sejle – men vi prøver at brede os lidt mere ud.
Har man gode ideer, er man altid velkommen til at kontakte Bob, som arrangerer foredragene.
Junior
Vi har i 2025 været i gang med at nedsætte et juniorudvalg. De har ikke nået at få et arrangement på benene i 2025 – men de arbejder videre for noget i 2026. Der kommer mere ud om dette, når de når frem til noget mere konkret.
Kajak
Som mange jo nok også har læst, har vi den 9/11-2025 haft en info dag omkring fiskekajakker i klubhuset. I disse tider, hvor fiskeriet har det svært, mange sælger deres båd og folk falder fra til arrangementerne – kan vi se, at kajakfiskeri er i fremgang.
Vi har derfor talt om muligheden for et kajakudvalg, som samler dem, der fisker fra kajak. Vi har allerede en del medlemmer, der fisker fra kajak – og en del, som ikke har noget sted at gå hen og finde dette fællesskab.
Vi tænker derfor, at muligheden kunne være et kajakudvalg i SSK, hvor man kunne lave udvalgte klubaftener, hvor kajakfiskerne kan møde hinanden og skabe relationer (det kunne vi høre til info-dagen, at der var efterspørgsel på). Man kan nemt søge nogle andre med både og prøve at finde nogen at følges med. Men som kajakfisker synes de ikke altid, at det er lige så nemt.
Vi har ikke den præcise køreplan for dette udvalg, vi arbejder videre ud fra den store interesse der var ved info-dagen og der kommer mere om dette i 2026 og til generalforsamlingen.
Hjemmeside og formidling af information
Vi har oprettet en ny Facebook side, Sjællands Småbådsfiskeklub – se siden her, en informationskanal, der udelukkende bruges til information fra klubben til medlemmerne, helt bevidst uden forum og mulighed for at medlemmer kan oprettet indlæg, men med det formål at holde informationerne samlet et sted.
Det er ikke nogen nyhed at vores hjemmeside ikke fungerer optimalt, de sidste par år har været præget af forfejlede opdateringer og overgang til anden platform. Dette har medført en hjemmeside bl.a. med problemer med login og manglende funktioner.
Bestyrelsen har derfor besluttet at bruge penge og ressourcer på at lave en ny hjemmeside, den vil være knyttet op på medlemsdatabasen, primært indeholde de funktioner der er nødvendige og det vi kan se, der bliver brugt af medlemmerne.
Programmering af den nye hjemmeside er startet op, vi forventer den kommer online primo 2026.