Smaabaadsklub.dk

MSK Vedtægter

Vedtægter for Midtjysk Småbådsfiskeklub.

§ 1  Klubbens navn Midtjysk Småbådsfiskeklub.

§ 2  Klubbens formål er: at dyrke lystfiskeri fra småbåd, at sejle og fiske under ordnede og sikkerhedsmæssige forhold, at samle familie og venner om en god oplevelse til søs.

§ 3  Midtjysk Småbådsfiskeklub optager alle med interesse for fiskeri fra småbåd, samt deres familie som medlemmer.

§ 4  Bestyrelsen består af 7 (+1 suppleant) af generalforsamlingen valgte medlemmer. Medlemmerne vælges for en to-årig periode således, at der vælges 4 medlemmer i lige år og 3 medlemmer i ulige år. Hvert år vælges 1 suppleant.
Bestyrelsen konstituerer sig selv med:

  • Formand
  • Næstformand
  • Kasserer
  • Sekretær
  • Bestyrelsesmedlem
  • Bestyrelsesmedlem
  • Bestyrelsesmedlem

Et bestyrelsesmedlem kan varetage flere poster. En bestyrelsesbeslutning har kun gyldighed såfremt et simpelt flertal af hele bestyrelsen har stemt for den. Sammen med valg til bestyrelsen vælger generalforsamlingen:

  • 1 suppleant – vælges for en et-årig periode
  • 1 revisor – vælges for en et-årig periode

§ 5  Generalforsamlingen er klubbens højeste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt i første kvartal, og med 14 dags varsel. Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være formanden i hænde senest 8. dage før generalforsamlingen.

Dagsordenen skal indeholde følgende punkter:

  1. Valg af dirigent.
  2. Formandens beretning.
  3. Fremlæggelse af Regnskab og budget.
  4. Indkomne forslag.
  5. Fastsættelse af næste års kontingent.
  6. Valg af bestyrelsesmedlemmer.
  7. Eventuelt.

Medlemmer der er i kontingent restance har ikke stemmeret.

§ 6  Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer, dog skal beslutning om ophævelse af klubben og anvendelse af evt. midler tiltrædes af min. 2/3 af samtlige medlemmer.

§ 7  Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen med 3 ugers varsel, og skal afholdes senest i løbet af 6 uger. Ligeledes kan medlemmerne indkalde til ekstraordinær generalforsamling hvis 1/3 af medlemmerne stemmer for det.

§ 8  Klubbens midler administreres af kassereren og opbevares på en bankkonto oprettet i Midtjysk Småbådsfiskeklubs navn. Det er kun kassereren, der har adgang til kontoen.

§9 Det årlige kontingent fastlægges af den ordinære generalforsamling og betales senest 4 uger efter modtagelse af e-mail fra kasserer, mail fremsendes primo januar. Nye medlemmer betaler ved indmeldelse et indmeldelsesgebyr (p.t. kr. 150,-) Der betales fuld kontingent frem til ultimo oktober. Indmeldelser der sker i november og december gælder også for det efterfølgende år til 31/12. Såfremt et medlem ikke har betalt indenfor 4 uger medfører dette udelukkelse af klubben.

§ 10  Arbejdet i klubbens interesse er ulønnet. Udgifter til klubbens arbejde kan godtgøres efter godkendelse af bestyrelsen.

§ 11  Udmeldelse af klubben skal ske skriftligt til Kassereren.

§ 12  Ændringer af disse vedtægter kan ske på enhver generalforsamling, hvis mindst 50% af de fremmødte medlemmer stemmer for ændringerne. Dog undtaget § 6.

§ 13  Eksklusion. Bestyrelsen kan ekskludere et medlem, såfremt et flertal i bestyrelsen finder det pågældende medlems opførsel / udtalelser etc. i strid med Midtjysk Småbådsfiskeklubs interesser. Medlemmet kan skriftligt indbringe spørgsmålet om eksklusionen for den førstkommende ordinære generalforsamling.

§ 14  Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den af foreningen til enhver tid tilhørende formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelsen nogen personlig hæftelse.