Hej Tak f...

Ja, tak for det Bjarne! Og til Christian: Det er kun hos skrubber, man oplever munden sidder forskelligt.

JA tak for en god dag kunne kun være med lørdag fangede en lille flad og nogle sild billedet er jo helt rigtigt hej Per

Takker for biologiundervisningen - men er det ikke et faktum, at der ligesom med andre dyrearter, finder mutationer sted? Uden at turde at sætte procenter på tilfældene, så sker det da, at man fanger en fladfisk, hvor munden er venstrestillet - hvor den burde være højrestillet!?

Hej

Tak for en rigtig hyggelig weekend i Helsingør, særlig tak til Dennis og Søren fordi de gider stille op og selvfølgelig en stor tak til Allan der står for maden.

Til indvejningen søndag eftermiddag var der endnu engang tvivl med at artsbestemme en fisk, hvorfor jeg sakser lidt om de to ising arter så man selv kan sikre sig hvilken art man har fanget.


Håisingen er en langstrakt og brunplettet fladfisk med en usædvanligt stor mund. Munden når ned til midten af øjet langs fiskens bugside, hvilket er det samme som højresiden, når fisken ligger fladt på bunden. Pighvarrerne har næsten en lige så stor mund som håisingen, men pighvarrerne har munden langs venstresiden modsat håisingen. Derfor bør man ikke kunne forveksle pighvarrer med håisingen. Den eneste fisk, der kan forveksles med en håising, er en ung helleflynder. Helleflynderen har nemlig præcis som håisingen en stor mund på højre side, men den har en meget tykkere krop end den forholdsvis tynde håising. Desuden har helleflynderens halefinne en konkav bagkant, mens håisingens er konveks. Endnu en forskel mellem disse to arter, er at håisingen har en blåhvid underside, mens helleflynderens er hvid. Samlet kan man altså sige, at en langstrakt og brunt farvet fladfisk med en stor mund på højre side, samt en konveks halefinne kun kan være en håising.

Skærisingen har en giftig pig ved siden af gattet. I områder, hvor skærisingen fanges i større stil, ses ældre fiskere med deforme fingre, der skyldes mange års stik fra skærisingens pig.
Skærisingen er ru på overfladen ligesom skrubben, men kan især kendes på den karakteristiske langstrakte krop, den lige sidelinie og dens ensartede farve. Den optræder ofte som bifangst i rejetrawl. Den er en god spisefisk, men forhandles sjældent i fiskebutikkerne. I Sydeuropa betragtes dansk skær-ising som en af de bedste spisefisk. I Japan spises dansk skær-ising tørret.

Knæk & Bræk