Jeg har gennem længere tid gået rundt om mig selv i rastløshed over manglende opfyldelse af mit fiskebehov. Det har været koldt og blæsende og der har ikke rigtig været nogen dage hvor man kunne tage ud i min lille 14 fods jolle "Tumling".
Nå, men i dag tog jeg mig så sammen. Der var udsigt til 5-8 m/s vind ved Ven, så min plan var at sejle fra Rungsted til Nivå bugten og prøve at fange en ørred der. Da jeg kom ud af havnen var vinden så nordlig at der ikke var meget læ ved Nivå, så jeg vurderede lige situationen om det nu blæste for meget til at jeg kunne gå mod Ven. Da vejrudsigten sagde at vinden skulle tage af i løbet af dagen så prøvede jeg selv om at jeg kun kunne sejle 5-6 knob uden at blive våd.
Jeg kom frem til en af mine favorit torske positioner og startede med at fiske. Båden drev med 2,5 knob og det var svært at holde mine pirke ved bunden, men der gik ikke lang tid før den første 1,5 kg torsk var landet og nummer 2 torsk i samme størrelse fulgte efter ret hurtigt. Jeg sejlede tilbage mod samme position da jeg var drevet 1,5 sømil på et øjeblik.
Pirken kom i vandet igen. Jeg prøvede at pirke i de lidt højere vandlag da det var lidt omstændigt at hive ind og sænke ned for at holde pirken i nærheden af bunden.
Pludselig var der hug igen. - Det var anderledes og jeg kunne godt mærke at det var andet end torsk. Jeg troede at det måske var en sej. Efter 10 minutter kunne jeg se den - Det var en ørred!
Efter endnu et par nervøse minutter var ørreden i båden - et rigtigt flot og blankt eksemplar. Glemt var alt om vinter og kulde.
Da jeg kom hjem blev bæstet målt og vejet. Det blev personlig rekord på 2,7 kg og 60 cm.
Vi bruger cookies på Smaabaadsklub.dkPå Smaabaadsklub.dk bruger vi cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på Smaabaadsklub.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik.Læs mere her ja, jeg accepterer