Min Ryds 485 fiskejolle er på alle måder en småbåd, med de begrænsninger det giver langt til havs.
Til gengæld elsker jeg at den er let at søsætte og at den let kan sejle helt inde på lavt vand og finde de tangbælter og revkanter hvor de tykmavede torsk svømmer og guffer krabber.
På gårsdagens eftermiddagstur på Sundet kom der 10-12 fuldfede torsk i spisestørrelse op og vende i båden.
De fem største torsk udgjorde min lovlige dagskvote og kom med hjem til familien, mens resten blev nænsomt genudsat.
Apropos kvoter er der for nyligt kommet kvoter på lystfiskerfanget torsk i Øresund!
Det betyder at der kun må hjemtages fem fisk pr dag - og kun tre fisk i feb/marts, hvor torsken gyder i Øresund.
LystfiskerKvoten er motiveret i solidaritet med de begrænsninger der er pålagt erhvervsfiskerne, der nu skal begrænse torskefiskeriet i Øresund og Østersøen.
Så set i lyset af det, er det måske også OK at vi viser mådehold.
Men....det jeg ikke fatter er, at man som fritidsfisker må købe og eje tre bundgarn a’ 45 meter, som man må sætte hver eneste dag alle årets 365 dage!
Hvis der i et tænkt eksempel sidder flere end fem torsk i disse bundgarn, som primært er tiltænkt fladfisk (det ved torsken bare ikke),må fiskene ikke bringes i land, men skal udsættes levende eller døde!
Ni ud af ti torsk der har siddet natten over i et bundgarn, er døde eller garnskadet.
Alligevel skal man nu smide flotte store spiseegnede torsk tilbage i havet til føde for krabberne!
I min verden er det totalt spild af fisk og en helt idiotisk forvaltning af vores allesammens naturressourcer!
istedet for denne håbløse regel burde man overveje om fritidsfiskeriet kunne reguleres mere hensigtmæssigt?
F.eks. Med en “klippekorts” fritidsfiskelicens der kun gav ret til at sætte bundgarn, i et begrænset antal dage om året.
De fisk der så var i bundgarnet og overholdt mindstemålet skulle tages med hjem til familien - i stedet for at blive smidt døde retur i havet.
På samme måde kunne man overveje at give lystfiskerne en klippekortslicens til torskefiskeriet, så den lystfisker der er på en kuttertur 1-2 gange om året, med god samvittighed kan få lov til at tage alle de torsk han fanger med hjem til familie og venner.
Denne ordning ville være langt mere rimelig for både fisk, fiskere og ejere af både til rekreativt lystfiskeri 🐟🐟🐟🐟
Vi bruger cookies på Smaabaadsklub.dkPå Smaabaadsklub.dk bruger vi cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på Smaabaadsklub.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik.Læs mere her ja, jeg accepterer