Fætter Bob havde inviteret mig med som gast på Sille Bob og vi skulle ud og flådfiske makrel på en ny måde!
Jeg skulle selvfølgelig også se Sille Bobs nye vidunder - Den italienske Sardamatic grinder i funktion.
Med lidt vind og sø fra NØ gik det i fornuftigt tempo til østsiden af Hven, hvor der først skulle fiskes sild til grinderen og agn.
Efter at have fanget 10-15 kilo sild ankrede vi op på 16-17 meter vand og fik startet grinderen, der straks lagde et fint spor af finthakkede sildestykket ud i vandet.
Fætter lagde noget uortodokst et par flåd ud med sildestykker monteret en meters penge under vandoverfladen. Jeg var noget skeptisk over for den usædvanlige flådmontage, men fætter smilede selvsikkert - og skulle senere vise sig at få ret!
Jeg bandt et makrelforfang på og monterede en blank/blå Jensen pirk på 80 gram.
Et pænt underhåndskast og BANG - den første makrel havde hugget - i den modsatte retning af duftsporet.
Nu var jeg overbevist om at Sardamaticen var noget opreklameret L... - og skulle lige til at kloge mig, da fætters ene Flåd gik under og flexede den lette stang i bund, mens bremserne hylede lystigt.
Fra da af og et par timer frem var der god gang i fiskeriet og makrellerne der alle vejede fra 500 gram til lige under kiloet,
røg i køleboksen i en lind strøm.
Det var voldsomt underholdende at flådfiske de smukke bolværkstun, der ofte huggede lige under overfladen i sildesporet, for herefter at tordne afsted med ekspresfart.
På et tidspunkt fik jeg et voldsomt trippelhug på forfanget af makreller der alle vejede + 600 gram!
Jeg skal lige love for at de trak så det sang i linen og fik min robuste Edge stang til at flexe i bund!
Under makrelfiskeriet oplevede vi iøvrigt det ret syrede at der pludselig trak en stime torsk i 2-3 kilos klassen op i mellemvandet lige under båden.
Vi kunne se jagende streger (fisk) på ekkoloddet lige under den opankrede båd og fik hurtigt kontakt med fiskene
Jeg stod med en blank jensen pirk på kastestangen og oplevede det vildeste torskefiskeri lige under båden
På et tidspunkt fangede jeg tre torsk på tre kast - på under 5 minutter!
Torskene indhallerede simpelthen min kastepirk mindre end 3 sekunder efter at den havde ramt vandoverfladen - og fightede som sindsyge. Det var ret vildt 😉
Det varede ikke mange minutter før cooleren var fyldt med min kvote af fine torsk på mellem 2-3 kilo, hvorefter jeg kunne forsætte flådfiskeriet efter makrel i Sardamaticens velduftende sildespor.
Vi besindede os heldigvis og stoppede makrelfiskeriet da vi havde fanget 20-25 flotte store makreller. Det var rigeligt med fisk til de sultne familier.
De største makreller i dag lå i øvrigt lige omkring 800 gram urenset vægt.
Tak for en herlig dag på Sundet - der iøvrigt skulle vise sige at blive endnu mere spændende senere på dagen!
Vi bruger cookies på Smaabaadsklub.dkPå Smaabaadsklub.dk bruger vi cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på Smaabaadsklub.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik.Læs mere her ja, jeg accepterer