Der var desværre ikke mulighed for at tage en fridag, men da det jo er længe lyst, satsede min kæreste og jeg alligevel på en aftentur på Bugten.
Vi gik ud fra Brøndby kl. 18.15 og satte kursen mod Tude-Marie. Grejet var sat en halv time efter, og den første time skete der ingenting. Så forsøgte vi os med madkurvs-tricket, og det gav hurtigt pote! En stang, der gik i 18 fods dybde med en Northern King, hvinede derudaf, og varslede en god fisk.
Mens grejet blev bjærget hjem sprang den 2-3 gange, og var helt fri af vandet, så det var tydeligt, at det ikke var en måls-fisk. 15 minutters tovtrækkeri senere var den ved at være ved båden, men den havde lige et udløb på 200 fod til gode, før den var grydeklar. Et par høje spring helt inde ved bådsiden, satte dog nerverne på højkant, før historien kunne ende lykkeligt(for os). Vægten sagde præcis 6,5 kg., så der var jubel i båden.
Efter dette kunne man jo ikke med rimelighed forlange mere, men selvfølgelig fiskede vi da videre. Det blev til et par horn og omkring 5 torsk i rimelig størrelse, inden der igen var ballade. Denne var det en kop kaffe, der gjorde udslaget.
Fisken huggede på kærestens overflade stang, belastet med bly og med en grøn Apex kørende højt i vandet. Der var ikke så meget spræl i den, som i den første. Dog skulle den også lige bevise, at den kunne hoppe, så vi kunne da se, at dette heller ikke var en måls-fisk. Ca. 10 min. efter kunne jeg nette en fin
havørred på 5,5 kg., så vi fortrød bestemt ikke, at vi havde besluttet os for en hurtig aftentur.
Begge fisk var i utrolig flot kondition og meget korte og fede.