Efter næsten 3 mdr. som landkrappe var der endelig tid til en tur ved Stevns.
Fiskeriet startede kl. 5,30 ved Sønakken. Vejret var bare perfekt til en afslappet fisketur, let overskyet og helt vindstille. Efter ca. 2,5 times sejlads der bød på en masse hornfisk, kom der endeligt et seriøst hug på 30 fod. Som sædvanlig skal man lige tjekke om det ikke bare er Torsk, men nej, det var sørme en havørred. Jeg begynder at hive line ind mens båden er i fart, for jeg syntes ikke den virkede så stor, og så var jeg faktisk stadig lidt i tvivl om det nu også var en ørred, for den opførte sig lidt underlig. Ca. 30-40 meter bagude kom fisken op til overfladen, men der kom også flere hornfisk med op, som kastede sig rundt lige foran havørreden. Pludselig sprang linen, uden at der var lagt synderlig pres på. Men hvad??, fisken vendte bare bugen op, og flød rundt som var den død. Jeg fik hurtig vendt båden og fik nettet den, og så kom der ellers liv i den da den lå på dørken. Vægt 4,7 kg.
Mystisk oplevelse, for hvad fik den til nærmest at gå i choktilstand og ligge og flyde rundt med bugen opad?. Den eneste forklaring jeg har på linebruddet er, at det må være hornfiskene der har raspet linen med næbbet, for bruddet var ca. 2 meter fra agnen.
Nå men fiskeriet forsatte med kurs mod Mandehoved, som altid er en god sommerplads, når der fiskes over 20 meter vand. Der skulle da heller ikke gå meget mere end knap 2 timer, før et hug af format afbrød stilheden med et hjul der nærmest skreg på olie. Fat i stangen, der var ingen tvivl, alle øvrige stænger og wire skal hales ind, hvis denne fight skal lykkes uden en for stor risiko. Jeg tror nok at ordet STRESSET skulle være mit mellemnavn under hele forløbet, men denne fisk skulle bare indenfor i min båd. Jeg fik da dyret hen til båden efter ca. 15 min. fight, men der skulle da gå yderlig 5 min hvor jeg ikke kunne blive enig med mig selv om den nu også var udmattet nok til at smage nettet. Men op i båden kom den da til sidst og krigsdansen kunne begynde. Godt der ikke var andre både i nærheden, for så havde de nok rekvireret en læge-helikopter til ham fjolset, der råbte og skreg ude på vandet.
Vægten stod og vippede på de 11 kg.
Ja der blev fisket resten dagen, men ikke med den store fiskefeber som tidligere.