BÅDMONSTERET var igen på vandet, på en dag hvor en let dis fra morgenstunden varslede stille vejr.
Allerede efter 1 time fik vi et dobbelthug på riggen omkring 80 og 100 fod. Begge fisk kom ind og var 3,5 og 8,0 kg. Fin start.
Lidt senere i samme område endnu et godt hug, men fisken spurtede fremad, og inden vi havde kontrol havde den allerede overhalet båden - og alle liner på styrbordsside. På returen gik den om bagbord - selvfølgelig. En umulig situation. Jeg nåede lige at se den i overfladen langs bådsiden - en yderligt kroget 5 kgs - før den smuttede.
Herefter laaang tid uden hug, på trods af fine lodninger af enkelt fisk fra 80 - 20 fod.
Vi nåede lige at diskutere det pudsige i at alle årets fisk var landet på riggen, mens alle andre fik fisk i overfladen, før den ene planerbordstang skreg på opmærksomhed. Et massivt udløb truede med at tømme 7000-eren, men den stoppede heldigvis. Efter at havde gået lidt tungt i starten fulgte den pænt med, og jeg forventede en fisk imellem 5 og 8 kg, og vi lod derfor det hele være i vandet. Det var en fejl.
Pludselig trak den til styrbord og fik fa i den inderste planerbord. Herefter rundt om et par downrigger liner. Heldigvis undgik den wiren.
Der var nu lidt presset stemning, da vi havde set haleroret, og konkluderet at den var meget pæn. Første gang ved båd siden blev den lige opgraderet fra "meget pæn" til "enorm".
Ikke optimalt med en stor ikke-træt fisk på kort line med kusamo 2,5 m fra fisken og en masse kludder hængende på linen.
De næste 10 minutter var med max adrenalin korte tunge udløb - to spring - og en erkendelse af at vores kæmpe store bådkejs var alt for lille.
Med gaffen i hånden fik jeg pludselig en gylden mulighed for at nå fisken og smed stangen og huggede til - det var nu eller aldrig.
Først et ikke så godt hug med gaffen som den sled sig fri af. Herefter et lynhurtigt genhug med gaffen, som ramte plet. Jeg kunne dog ikke løfte den op i gaffen alene, men måtte lige have fat i gællerlåget og trækken den ind over rælingen. En massiv fisk landede tungt på dørken og missionen lykkedes. Vægten landede på 17 kg. Betydelig løft af BR og PR
En god dag på vandet med mange fisk. Hørte om flere der havde både 7 og 8 fisk i båden. Topscorerne er 70 - 80 fod med blink eller den stive efter flasher. Grønt og fosforiserende. I overfladen afdæmpet i kobber eller grønt. Den store fik vi på en olivengrøn og hvid med en rød plet i enden.
Vi bruger cookies på Smaabaadsklub.dkPå Smaabaadsklub.dk bruger vi cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på Smaabaadsklub.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik.Læs mere her ja, jeg accepterer