Netop hjemkommet efter en dejlig miniferie på Bornholm. Ankom sent natten til tirsdag, efter kun 4 timers søvn var vi klar på havnen. Båden sat i, grejet klar, men motoren gav desværre ingen sladrestråle. Efter en del asen og masen måtte vi ringe efter mekanikeren. Han kunne åbenbart fornemme at vi meget gerne ville på vandet, så vi fik 1. prioritet på hans liste over dagens gøremål (super service), og han kom ret hurtigt til Melsted. Vi fik båden op, og han rodede med den i en lille time. Så mente han problemet var løst efter tjek af impeller m.m., og vi satte den i igen, ned med motorbenet og se om der var sladrestråle, desværre ikke! Op med båden igen, og denne gang blev alt tjekket og sideskjoldet taget af så der kunne blæses trykluft gennem diverse slanger. I med båden igen, og så var der hul igennem. Kl. var efterhånden halv tolv, så afsted gik det og halv et havde vi sat grejet. Der var virkelig gode lodninger fra start med såvel fødefisk som bananer, så vi cirklede rundt og ved 14 tiden fik vi så en fin laks på 10,55 kilo i 70 fod. Fisken sprang mange gange, men tog egentlig ikke voldsomt med line, den blev ude på omkring 300 fod, og sprang så en 7 - 8 gange der.
Ialt fik vi 4 dage på vandet, og flere laks i dybder fra 60 til 120 fod, men den første var turens største. Vi fiskede ved Kunstmuseet og ud for Svaneke.
En enkelt dag blæste væk, så det benyttede vi til at gå en tur langs Kobbe Å. Det kan anbefales. For det første er der smukt i ådalen, hvor granitsider og træer omkranser åen. Vi håbede at se ørreder på gydefærd, og vi så faktisk ca. 30 ørreder i det lave vand på et stræk på en kilometers penge. Mange i 2 - 3 kilos klassen, og enkelte større. På et sted skar åen sig ind i brinken, og et træ hældede ud over det lidt dybere vand. Her stod minimum 5 fine ørreder, og en basse som kun viste haleroret, og det var stort. Formentlig har fisken vejet omkring 6 kilo. Stor oplevelse i smukke efterårsfarver ved åen.