Lørdag d.17. maj lykkedes det endelig at komme på vandet igen. Da vejret skulle blive rigtig godt med vekslende skydække og vind under 5 m/s, gik jeg ud fra Brøndby og satte straks kursen mod Nakken, hvor de seneste dage skulle have givet gode fisk. Men ak - der lå vel omkring 15 både i området, og kun to meldte om blanke i båden. Heraf var der et par udsættere og den største på 55 cm, så optimismen fik en tand ned. Jeg satte grejet kl. 9 og fiskede i området indtil kl. 13.30 uden andet liv end torsk og horn. Da vinden samtidig gik op i omkring 10 m/s fra syd blev det en frisk affære, og jeg besluttede mig for at trolle hjemad.
Efter et par mil gik den ene downriggerstang imidlertid og et vildt udløb startede. Hjem med det andet grej og gang i fighten, som vel tog et kvarters tid før en smuk, smuk laks lå ved siden af båden. Den var kulsort over ryggen og havde ikke een prik på siden og var vel omkring 5-7 kg. Desværre var bølgerne store og jeg alene, så jeg kom til at skubbe til den, da jeg fik nettet under, og den stak i et flot spring og forsvandt.
Selvfølgelig forsøgte jeg igen, men uden held. Derfor gik
jeg nordover og satte grejet igen i den nordlige del af kompassen og gav det en lille time her. Der skete dog ikke rigtig noget, så jeg begyndte at pakke sammen. Da den første stang var taget hjem, gik en down-rigger og igen kom der et voldsomt udløb. Det sluttede med tælleren på 640 fod, og jeg kunne begynde at få line tilbage på hjulet. Det blev dog en halv time med MANGE udløb i 200 fods klassen og mange flotte spring, iden det denne gang lykkedes at nette med lidt større held end sidst.
Det var en smuk havørred på 7,8 kg og 88 cm., så turen var reddet i stidste øjeblik.
Agnen var en hjemmelavet sort ting, som minder om Break-point
Vi bruger cookies på Smaabaadsklub.dkPå Smaabaadsklub.dk bruger vi cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på Smaabaadsklub.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik.Læs mere her ja, jeg accepterer