Efter at vi igennem årene har fulgt fangstrapporterne fra Norge, besluttede vi os for at tage en tur til Saltstraumen. Oplysninger om fangstmetoder, positioner osv blev indhentet og dugfriske oplysninger deroppe fra (tak til NoName og Odin)gjorde, at vi var fortrøstningsfulde da vi begav os afsted på den lange køretur. Vel ankommet deroppe, brugte vi de første dage på at fiske i strømmen, hvor mange sej og torsk blev landet. 3. dag gik vi så efter flynderne, hvor dagens indsats resulterede i 12 flyndere i båden, med største på 7 kg. 4. dagen gentog vi de 12 flyndere med største på 8 kg. Så nu mente vi selv, at vi var blevet rustet til lidt større fisk, og der blev sms''et med "kilderne" i Dk for at få oplysninger om, hvor de store boede. 5. dagen gik så tilbage til området hvor vi havde fanget de 24 tidligere, og efter 2 mindre flyndere fik jeg et godt hug. Første udløb var på 150-200 meter, så vi var klar over at det var en god fisk. Pga størrelse på de første fangede flyndere, fiskede vi med 12 punds trollingstænger. Vi blev hurtigt klar over, at fisk og udstyr íkke rigtigt passede sammen - hvilket også bevirkede, at kampen kom til at ta'' over 4 timer. Da flynderen var "kørt flad" (dårlig joke) kunne vi se på loddet at den stod 3 fod over bunden, og at jeg ikke kunne løfte den op derfra. Eneste løsning på dette problem, var at sejle ind til en lille sandstrand og få fisken trukket op på det lave vand, hvilket den selvfølgelig ikke var interesseret i. i 4 forsøg lykkedes det at få den ind på 1 meter vand og endeligt kunne vi sætte gaffen i den. Noget snor blev bundet om haleroden, og vi kunne lige få den trukket over rælingen og op i båden. Så var der jubel og vi kunne konstatere at vi havde fanget en kæmpe flynder på 180 cm. Vel ankommet til havnen fik vi vejet fisken til 76 kg.
Samlet for turen, 31 flyndere, langt flere end forventet.
Tak for en go'' tur til Jens Peter og Christian. Christian på billedet er 175 cm høj.
Vi bruger cookies på Smaabaadsklub.dkPå Smaabaadsklub.dk bruger vi cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på Smaabaadsklub.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik.Læs mere her ja, jeg accepterer