Kom Kr. Himmelfartsdag sent afsted, solo, fordi jeg ville nyde kaffen med min fiskeenke (i april og maj :-), Klintholm set fra Magleby, så flot ud, meget lidt vind.
Denne underlige kildren i hele kroppen når vandet og luften mærkes helt rigtigt, perfekt, i med båden, troede jeg, der var noget galt, rigtigt galt endda.
Der var ingen strøm trods nye batterier. Der gælder bare ikke noget med " men det er jo friske batterier". Tumpe, når der aflades i en hel uge og ikke lades påny, ja så er skuffen altså tom, "så kan du lære det mester!"
Det var en ret ufed måde at starte den gode dag på , alle de positive vibrationer og eventyret krakelerede ligesom lidt.. Jeg ved ikke om i vil kunne sætte jer ind i det, tror det nok.
Der stod 15 trailere og ikke et øje var at se her klokken 0945, SURT. Jeg så nederlaget i øjnene og skulle lige til at returnere da en "Engel" udsendt af SSK dukkede op , og så lige på Kristi Himmelfarts Dag og ovenikøbet tilbød hjælp til en ateist.
Ole Worm fra Freja (en Gudebåd?) stod lige pludselig med et batteri i hånden og tilbød den medicin Odonten behøvede. 1 min og 12 volt senere snurrede "den sorte" igen og ventede utålmodigt:" Hvad venter vi på". "Rolig nu, vi skal lige takke Englen for hjælp" mumlede jeg, og satte kurs mod det punkt, hvor jeg havde succes søndagen før. Vel ankommet på 54,55-13,00 sættes grejerne, der lægges mærke til at der er 5-6 både i nærheden, roligt hav og så er det bare at vente på action.... Det skal jeg love for, i 3 timer ventede jeg, og jeg ventede endnu mere lige meget hjalp det, der var tavst på VHFèn. Solen skinner, tørsten stiger, en øl åbnes og sammen med madpakken glider den roligt ned stykke for stykke, døsigheden tiltager den sniger sig langsom og sikkert ind på en. Jeg er efterhånden alene kurs 240 , 34 meter vand under kølen der er faktisk ikke et øje at se, så radaralarmen sættes og øjet lukkes. Man sover ligesom ikke rigtigt godt alene derude, og bør vel heller ikke..Ikke desto mindre må jeg have blundet, for da jeg lidt senere fortumlet åbner øjet og rejser mig for at visualisere min fysiske position. Konstaterer at jeg stadig er mutters alene i verden, ser jeg at bagbords stang i riggen står lidt underligt... linen er lidt langt agterude, ikke en bevægelse fra stangen. "Horn" tænker jeg, tager fat i den, det følger med, stadig uden ryk, "plastik" tænker jeg så , videre ind med det, ind imellem alle violinstrengene, fiskede med 9 stænger, så ser jeg et sølvglimt og et lille plask, nå så var det et horn når jeg lige at reflektere, da jeg ser et haleror som IKKE tilhører et horn.
Nu var gode råd dyre da fisken blev sur og stak ud til bagbord og nedad mod dipsy og riggerwiren... Det var lige som for sent at prøve at bjerge grej nu... Jeg holder den hårdt, tvinger den op, ind i kejsen, videre i dørken og endelig ekspederes den over til Sct. Peter. "Sådan du gamle der vågnede du godt nok op hva`" Ja tak det gjorde jeg, kørte rundt i området et par gange eller tre, ingenting.
Spekulerede på hvornår den klappede på og hvorfor jeg ikke havde hørt knarren og hvorfor den ikke kæmpede mere end tilfældet var. Forklaringen herpå er nok at den store trekrog havde sat sig således at under og overkæbe effektivt var låst så egentlig gællefunktion var umuliggjort, men fisken var i hus og i solnedgangen raskt det mod Klintholm gik, helt vågen og klar til næste dag....
Vi bruger cookies på Smaabaadsklub.dkPå Smaabaadsklub.dk bruger vi cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på Smaabaadsklub.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik.
Læs mere her
