Fangstrapport og beretning af Børge Boesen om klubturen til Bornholm 2005 med SSK
Det var med store forventninger og glæde, da jeg ankom til Hotel Verona på Bornholm. Hver gang vi har været her, har servicen altid været tip-top og vi er blevet vartet op i hoved og …, samt taget nogle kg. på i vægt.
Jeg havde talt med Per Stengade inden og vidste at han havde været ude ca. 2½ dag og fået 4 laks med de 2 største på 12-13 kg. , så nu håbede jeg at der nu skulle være en chance, for at jeg kunne sætte en ny personlig rekord. Jeg spurgte Per om han ikke mente at det snart måtte vende, så det passede med at der kom en stor når det var min tur. Det syntes han lød rimeligt, så nu måtte vi se, hvad dagene måtte bringe.
Første dag, lørdag den 2/4 fiskede vi omkring 10eren og 13eren, uden nogen hug overhovedet. 2. dag var lidt bedre – i det jeg fik laks på 4.5 kg. i 100 fod på dodger + den Stive. Per fik en havørred på 4.5 kg. på en stor Dipsy 60 fod ude med et Grizzly blink i rød/hvid/gul og sorte prikker. Den blev taget omkring 13eren.
Dagen efter kom vi lidt senere ud – og kom først i gang med fiskeriet ved 11 tiden. Humøret var rimeligt da vi havde fået fisk dagen før men vi kunne konstatere at det ikke ville blive lige så let som året før. Efter kort tids fiskeri mellem 11eren og Kineseren, var der hug i 110 fod på dodger + den stive. Grejet blev hurtigt hevet op og jeg fik fat i fisken som virkede god. Efter en 10-15 minutters fight nettede Per fisken. Den blev vejet til 11.0 kg. Vild jubel og omfavnelse. Det var tæt på min personlige rekord, og det var jeg godt tilfreds med.
Der gik ikke lang tid, så var der hug igen. Denne gang i 70 fod på Grizzly blinket rød/gul/hvid med sorte prikker. Per fik fat i stangen efter at grejet var taget ind. Det var en havørred på 4.5 kg., som gav en rigtig flot og lang fight. Grejet blev sat igen og der gik et stykke tid – og så gik stangen i 70 fod med det samme Grizzly blink som før. Jeg tog fat i stangen da det ikke virkede som om at det var nogen stor fisk, men der tog jeg helt fejl, for lige pludselig viste en ordentlig bredside sig på over 1 meter og fisken stod og skummede. Den var noget durkdreven – nogle gange prøvede jeg at sætte stangen for at hjælpe med at få grejet ind, men det var helt umuligt, fordi hver gang jeg gjorde det, ville den ind imod båden, så Per måtte knokle med at tage det hele ind, mens jeg holdt laksen stangen. Den teede sig helt tosset, så først var jeg i den ene og så over i den anden side. Dernæst rulle line – lempe line ud, og så videre. Endelig var Per klar, - helt ødelagt efter at have taget grejet ind på rekordtid. Båden blev lagt stille og vi kunne koncentrere os om laksen. Det blev en sjov fight med lidt spring og linetrækkeri, når den stillede sig på tværs og skummede. Endelig fik vi nettet den og den vejede 13.0 kg. på Pers Bismer vægt. Vild jubel! Det var dog fantastisk, med to store fisk på samme dag og den sidste som ny personlig rekord! Vi nåede at få endnu en laks denne dag på 7.5 kg. taget på dodger + den stive i 110 fod. I sandhed en rigtig kanondag som vil blive husket.
Dagen efter fiskede vi mellem 11eren og Kineseren og havde et enkelt tilbud på Dipsy med Grizzly blink.
Onsdag den 6/4 var vi først i gang ved 12 tiden. Det blev i området fra 11eren til Eriks Hul som vi beslutte at satse på. Der skete ikke så meget, men vi var enige om at blive til sidste øjeblik, da vi loddede flere og flere fødefisk omkring Eriks Hul. Tålmodighed belønnes en gang imellem – omkring klokken 18, fik vi et kanonhug i 110 fod på dodger + den stive. Fisken flåede en del line af og vi fik hurtigt det andet grej bjerget. Jeg fik fat i stangen og det var en god fisk. Den kom hurtigt ind til båden, men så ville den ikke længere. Den parkerede under båden. Først den ene side og så den anden side. Det tog omkring 20 minutter før det lykkedes os at få den i nettet. Igen vild jubel. Denne laks var også klart over 10kg. Per fik den vejet til 13.5 kg. på bismer vægten. Ny personlig rekord igen inden for så kort tid. Det var ikke til at fatte!
Jeg havde det ligesom Ebbe Christoff´s gast: Hans (Jesus, og følte at jeg snart måtte kunne gå på vandet.
Torsdag var vi ikke ude. Det blev til en hyggedag med en tur i havnen og rengøring af båd og så videre.
Fredag var vi på 13eren og 11eren, samt Eriks Hul, men havde kun et tilbud i på fod på dodger + den stive. Nu var vi også trætte og glædede os til at komme hjemad.
Igen havde det været en god tur for hele SSK på Bornholm. Der blev ikke fanget så mange fisk som året før, men rigtig mange over 10 kg., samt store mellemfisk samt nogle flotte havørreder.
Til sidst mange tak til Per Stengade (Boss d. 2), det har været en ren fornøjelse at være gast hos dig, især NU når de store hugger når det er min tur! Nej spøg til side, skulle bare drille – det er altid rart og hyggeligt at være med dig, og jeg glæder mig allerede til næste gang.