Kanon afslutning på en rigtig flot fiskedag. Vejret var helt OK til at starte med, det var havblik. Det var onsdag, midt i bornholmer ugen. Vi var startet ude på Nejlen, og havde da en enkelt laks i båden på ca. 5 kg. den fangede vi ved 9 tiden. Hele dagen igennem hørte vi om gode fangster på vhf'en, men først lige før lukketid lykkedes det for os at få en ordentligt udløb. De fleste både var ved at være i havn, det var begyndt at blæse godt, og bølgerne var begyndt at få skum på toppen. Vi havde lige hørt at Grisling havde landet en god fisk på 10'eren, og det var den vej vi sejlede forbi på vej i havn, så vi ventede med at rigge af. Jeg tror at klokken var ved at være 18.30 da den ene stang krummede helt sammen, og et øjeblik efter var der yderligere en stang der blev udløst. De to laks svømmede om kap, men desværre knak linen på den ene stang vi fiskede i 120 fod. Men der var liv i den anden ende af den stang jeg stod med. Linetælleren stoppede på ca. 400 fod, og i de rimelige bølger begyndte jeg at figte laksen ind, da tælleren kom ind på 250 fod, svømmede den resolut ud på ca. 400 fod igen. Det gentog sig yderligere en gang, men så begyndte den at komme nærmere båden. Efter at den svømmede lidt frem og tilbage ved båden, kunne vi nette den uden for meget dramatik. Det var simpelthen bare en flot fisk, og en god fight. Vi havde markeret stedet de huggede, så vi sejlede tilbage over punktet igen, og der var endnu en laks der huggede. Den fik Bo æren af at fighte. Også en udemærket fisk på 8,5 kg. Nu var solen ved at gå ned, så vi sejlede i havn, og 10 min. efter vi kom i havn, gik solen ned. Perfekt dag.