Vi arbejder på at få sammensat en klubtur til Vänern i efteråret.
Planen er, vi tager afsted fredag den 28. oktober kl. 01.35 fra Grenaa Havn med ankomst i Halmstad kl. 06.35. Derfra vil der være en køretur på ca. 3 timer igennem det smukke svenske landskab, inden vi ankommer til Mellerud / Sunnanå Hamn.
Vi tager færgen hjem igen fredag den 4. november kl. 20.00 fra Halmstad med ankomst i Grenaa kl. 00.35.
Vi har endnu ikke fundet en overnatningsmulighed på selve havnen, men derimod i hytter ca. 12 km. derfra. Der arbejdes dog stadig på at finde en overnatningsmulighed på havnen. Man skal forvente at dele hytte med andre fra klubben under turen.
Fiskeriet på Vänern byder på laks, ørreder og gedder, og der er begrænset sejltid ud til de første gode spots. Klubben vil være behjælpelig med positioner på de gode fiskepladser.
Af praktiske oplysninger kan vi oplyse, at der højst må medbringes og fiskes med 10 stænger pr. båd. Der må bruges paravaner, hvis man bl.a. overholder de gældende regler for afstand til land. Det er meget brugt at fiske med 2-4 stk. sideplanere i hver side, og der er også rig mulighed for at fiske dybere med downriggere.
Der kan bruges næsten alle slags agn. Løje og brisling - hvis man er til fiskeri med agnfisk samt woblere, blink, laksefluer og meget andet. Der kan også bruges Dipsy Diver, flasher og dodger foran agnen.
Vi forventer at afholde et informationsmøde for de tilmeldte inden turen, hvor vi vil få en garvet trollingfisker, der har stor erfaring fra Vänern til at komme og fortælle om fiskeriet.
Klubben giver et tilskud til færgebilletten, og der vil være præmier for nogle af de fisk, der bliver fanget på turen.
Håber at ovenstående har vakt din interesse, så vi kan få samlet endnu flere både til turen.
For yderligere information kontakt venligst nedenstående, som kommer til at stå for turen.
Lars Nicolajsen – 4264 0755 | Max Andersen – 4166 5814 | Niels-Jørgen Enevoldsen – 3023 7349