Hej alle i MSK.
Kom og vær med til årets 3. afdeling af klubmesterskabet i Bønnerup lørdag den 24. august 2024, hvor der altid fanges godt med skrubber, rødspætter, isinger. Der er også gode muligheder for trolling af makrel, torsk, hornfisk og havørred. Så for nye og gamle medlemmer, kom og deltag i denne hyggelige fiskedag!
Friske fiskenyheder- der er faktisk fanget rigtig godt med flade her i forsommeren lige udenfor havnen… min nabo tog en kurv blandet flade med største rødspætte på 42cm.
Vi sætter bådene i vandet i Bønnerup Marina’s slæbested i Lystbådehavnen og mødes i sejlerstuen (røde markeringer). Klubben køber slæbestedskort, så lad være med selv at købe.
Men kom i god tid for isætning af både.
Hvis der er nogle, der kunne tænke sig at komme allerede fredag aften, vil MSK stå for havneleje, aftensmad og lidt til hyggeligt samvær. Bemærk at spisningen er kl. 18.00.
Der vil være rundstykker fra kl. 07.00 lørdag morgen og et kort skippermøde kl. 07.45 - inden vi tager ud kl. 8.00. Vi skal være i havnen igen senest kl. 16.00, til indvejning og ikke mindst - pølser/brød, øl og vand. Husk at der kan indvejes 2 fisk af hver art (ekskl. fjæsing), de skal være rensede, men med hoved. Fiskene skal afleveres ved indvejningsbordet i den udleverede pose.
Betaling er 50 kr. pr. deltager. Hvis der er deltagere med, som ikke er medlem af klubben, er prisen 100 kr. (der betales på dagen ifm. med udlevering af poser/startnummer). Ikke medlemmer kan dog ikke deltage i konkurrencen.
Der vil være præmier til de 3 bedst fangende medlemmer samt juniorer - og 3 lodtrækningspræmier blandt alle ikke vindende deltagende klubmedlemmer.
Alle point lægges efterfølgende op på hjemmesiden under klubmesterskab.
Tilmelding skal ske her på hjemmesiden senest den 22. august kl. 15.00. Såfremt du deltager i spisningen fredag aften, er der en separat tilmelding til dette.
Det vil blive annonceret på klubbens hjemmeside senest torsdag den 22. august kl. 17.00, hvis vi pga. vejret bliver nødt til at flytte konkurrencen. Backup havn vil blive besluttet på baggrund af vejrudsigten, hvis det bliver aktuelt.
Eventuelle spørgsmål kan rettes til Søren Østergaard på 7195 6747 - ring eller sms?
Vel mødt og knæk og bræk
Håber vi ses i Bønnerup - de bedste sommerhilsner fra MSK-bestyrelse